Når utopisk tænkning bliver til politisk nødvendighed

Apropos: Politiske strategier, hvor klimaminister Dan Jørgensen på et morgenmøde på avisen Information tirsdag d. 22. oktober talte om Danmarks rolle som klimaforkæmper: ” Det er klart at Danmark med et bidrag til verdens CO2 udledning, der kun udgør 0,1% ikke kan ændre udledningsmængde mærkbart, selvom vi så standsede al CO2 udledning i morgen. Men Danmark kan vise verden at det kan lade sig gøre at nedbringe CO2 udledningen mærkbart og i overensstemmelse med Paris aftalen på en socialt afbalanceret måde, der ikke forringer borgernes livskvalitet. Vi kan udvikle de tekniske løsninger og vise det folkelige engagement, der er fundamentalt for opbremsningen af den stadigt eskalerende klimaforværring.”

Det er jo rendyrket utopisk tænkning – ovenikøbet fra en vigtig socialdemokratisk minister. At omforme livsgrundlaget i et afgrænset geografisk område, der væsentligt adskiller sig fra de omkring liggende samfund, med den hensigt at påvirke omgivelserne gennem eksemplets magt – det er en utopisk strategi.

Det er helt på linje med de tanker vi gjorde os i kollektivbevægelsen i 1970-80’erne – vi havde bare ikke de nødvendige resurser og politisk bevågenhed. Vi ville vise at et ændret forbrugs-, samværs- og arbejdsmønster med mindre materielt forbrug og med langt mere respekt for naturen kunne realiseres midt i et liberal-demokratisk samfund. Vores erfaringer fra dengang kan forhåbentlig inspirere den nuværende generation i bevægelser som Extinction Rebellion.

Utopier er netop udtryk for en stræben efter at realisere et nyt levegrundlag hurtigere end omgivelserne er parat til. Det skaber modstand fra etablerede magter, baseret på forurenende resurser som fossile brændstoffer og fabrikslandbrug. Men i disse år forskubber balancen mellem magt og afmagt sig til fordel for de afmægtige. Det bredere folkelige engagement er ved at vågne!

Vi kan selvfølgelig også tjene penge på vores utopiske tænkning: Når ingeniører fra klimaministeriet hjælper kinesere med at koble deres vindturbiner sammen med deres kulfyrede kraftværker, så værkerne tilpasser deres produktion til skiften niveauer af vindproduceret strøm; Når Danfoss og Grundfos pumper og ventiler øger fjernvarme effektiviteten i Rusland, og energieffektiviteten dermed mindsker behov for fossilbrændstof, ja så bliver det danske klimafodaftryk af væsentlig større betydning end blot vores forbrug her i landet.

Tilbage står så beregningsgrundlaget. Den danske handelsflåde forurener i meget stor stil – det regner vi ikke med i vores CO2 aftryk i dag. Ej heller den enorme forurening som cruiseskibene udleder i danske havne og farvande. Og så er der lige finansministeriets regnemodeller, der ikke medtager landbrugets miljøbelastningerne. Der er nok at tage fat på for klimaministeren, der har lovet en klimahandlingsplan inden jul – altså jul 2019.

Leave a Comment